Tidligere Viborg-profils søn prøvetræner i Premier League-klub

17-årige Frederik Pedersen, som er søn af den tidligere Viborg-profil Ralf Pedersen, træner i de her dage med i Premier League-klubben Stoke.

Frederik Pedersen skal fra torsdag til søndag træne med i den engelske klub Stoke City.
Frederik Pedersen skal fra torsdag til søndag træne med i den engelske klub Stoke City.
Foto: Viborg FF

Fra torsdag til søndag er den assisterende Viborg-træner Ralf Pedersens 17-årige søn, Frederik Pedersen, til prøvetræning hos den engelske traditionsklub Stoke City. 

- Det er da en fantsatisk oplevelse, han får. Han kommer over og prøver at se, hvordan det er i en rigtig stor klub, siger Ralf Pedersen om sønnens ophold.

Frederik Pedersen er inviteret til prøvetræning på Stokes akademi ugen ud, inden han søndag skal spille med i en testkamp mod Aston Villa.

- Min kone og jeg har snakket med Frederik om, at han skal tage det som en oplevelse. Han kommer over og ser en mega stor og fed klub. Men de henter rigtig mange spillere ind til prøvetræninger. Så det er ikke, fordi vi nu lige pludselig begynder at lægge planer, siger Ralf Pedersen. 

Frederik Pedersen er førsteårs U17-spiller hos FK Viborg, som er Viborg FF's ungdomsafdeling, og ifølge hans far består hans forcer i en god teknik og i hans fart.

- Nu får han så lov til at måle sig med nogle rigtig dygtige spillere og se, hvordan det foregår på den anden side af kanalen. Det kan han så bruge som motivation til at kunne blive endnu bedre, siger Ralf Pedersen.

Under opholdet bor han hos en værtsfamilie, mens der også er en klubrepræsentant fra den jyske klub med.