Tidligere soldat sagsøger Forsvaret

Retssagen med den tidligere soldat Heine Andersen startede tirsdag ved retten i Herning.

Heine Andersen

Tirsdag begyndte retssagen om den tidligere soldat Heine Andersen fra Hee ved Ringkøbing. Den 45-årige eks-soldat sagsøger sin tidligere arbejdsgiver, Forsvaret, fordi han efter hjemsendelse fik post traumatisk stress (PTSD). 

Heine Andersen kræver 275.000 kroner i godtgørelse for svie og smerte, fordi han fik den psykiske lidelse efter at have været udsendt i Bosnien i 1996. Han mener, at Forsvaret burde have taget hånd om ham og andre hjemvendte soldater, fordi lidelsen er en arbejdsskade.

I retten udtalte han, at Forsvaret ikke tog sig af soldaterne, da de kom hjem fra krigen. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern. I et auditorium på Skive Kaserne blev de små hundrede soldater ved hjemkomsten blot bedt om at række hånden op, hvis de havde psykiske problemer. 

- Det var der selvfølgelig ingen, der gjorde. Det ville være et kæmpe nederlag. Bagefter gik vi på druk, og det var så den debriefing, fortalte Heine Andersen i følge dagbladet i retten.

Dom kan få stor betydning

Sidste år blev det slået fast, at Heine Andersen som den første soldat nogensinde frit kunne føre en sag mod Forsvaret. Afgørelsen i dommen kan få stor betydning for andre soldater ramt af PTSD. Vinder Heine Andersen sagen, kan de også forvente en erstatning. 

I november 2013 besluttede Arbejdsskadestyrelsen at anerkende PTSD som en erhvervsskade – også selvom symptomerne først kommer efter seks måneder. Det skete på baggrund af en frigivet lægefaglig rapport.

Danske veteraner havde i årevis kæmpet for, at myndighederne ville anerkende sygdommen som en erhvervsskade. Det er også kommet Heine Andersen til gode. Han har allerede vundet en arbejdsskadesag, hvor det blev slået fast, at hans lidelse stammer fra tiden som soldat på Balkan.