Tidligere SIF-talent fyldt med selvtillid i Ajax

Kasper Dolberg har kun spillet på førsteholdet i Ajax Amsterdam i få måneder, men på rekordtid har han slået sit navn og talent fast.

Kasper Dolberg fik tirsdag aften debut for storklubben Ajax Amsterdam.
Kasper Dolberg fik tirsdag aften debut for storklubben Ajax Amsterdam.
Foto: Privatfoto

Efter blot en enkelt sæson på ungdomsholdet i Ajax, blev Kasper Dolberg, der senest har spillet fodbold i Silkeborg IF, rykket op Ajax’ førsteholdstrup i sommer. Siden da har han bombet mål ind på samlebånd i den hollandske Æresdivision – og torsdag aften i Europa League mod belgiske Standard Liege.

Dolberg afsluttede iskoldt på holdkammeraten Bertrand Traorés flotte aflevering i dybden. Den 18-årige dansker og det udlejede Chelsea-talent ser ud til at fungere godt sammen på banen.

- Jeg har en masse selvtillid, og så kommer målene naturligt. Bertrand og jeg klikker godt sammen, og det er rart at spille med ham. Han forstår mine løbebaner og ved, hvordan han skal spille mig, siger Kasper Dolberg.

Dolbergs holdkammerat Bernard Traoré giver danskeren pæne ord med på vejen i et interview med Ajax' hjemmeside.

- Kasper er en fantastisk spiller med en god boldbehandling. Han kan komme imod bolden og beskytte den, men han har også nogle gode løb om bag forsvaret. Det er en fornøjelse at spille sammen med ham. Vi kan kombinere med hinanden, og han havde en god kamp igen i dag, siger Bertrand Traoré.

Kasper Dolberg har foreløbig scoret seks gange for Ajax i denne sæson.

/ritzau/