Tidligere regionsrådsmedlem forlader konservative og smækker med døren

Poul Müller langer hårdt ud efter partiets linje over for flygtninge og indvandrere. - Jeg kan ikke lægge navn til længere.

Poul Müller er tidligere medlem af det midtjyske regionsråd og af den konservative hovedbestyrelse. (Arkivfoto). Foto: Christian Toft Bro, TV MIDTVEST

Poul Müller fra Herning har i mange år været et kendt ansigt i midt- og vestjysk politik.

Han har repræsenteret Det Konservative Folkeparti i amtsrådet og det midtjyske regionsråd, ligesom han har været medlem af partiets hovedbestyrelse og fungeret som dirigent på årsmøderne.

Men nu er det slut - Poul Müller er ikke længere konservativ. Han har meldt sig ud af partiet.

I et åbent brev til partiet skriver Müller, at der efter hans opfattelse er sket et helt afgørende skred i værdierne i forbindelse med den nye finanslov for 2019 - et skred, som han ikke kan acceptere.

- Jeg kan ikke lægge navn til længere, skriver han.

Poul Müller peger på politiets politik over for flygtninge- og indvandrere som det springende punkt. Han langer ud efter partiets kampagne mod "nazi-islamisme" og beslutningen om at placere kriminelle asylansøgere på øen Lindholm.

- Selvfølgelig bør disse mennesker forlade Danmark, men det her er, uanset hvilke anstrengelser man gør sig for at kalde det noget andet, internering. Det løser ikke noget problem, det er i et retssamfund uacceptabelt, og det gør formentlig ovenikøbet kun de anbragte mennesker ringere i stand til at klare sig fremadrettet og muligvis også syge. Og så er det dyrt – horribelt dyrt, når tages i betragtning, at det intet løser, men kun er symbolpolitik, skriver han.

Menneskefjendsk

Han mener også, at der er sket et skred i behandlingen af de personer, der har fået asyl.

 - De skal tvangshjemsendes uanset integrerede eller ej, når forholdene er til det – og der er i finanslovsaftalen ingen grænse for, om de har været her i mange år. Det skal tælle så lidt som muligt, om de har lært dansk, om de har et arbejde, om de har integreret sig ved deltagelse i foreningsliv. Det er så langt fra, hvad jeg tror på og så menneskefjendsk og det ødelægger mennesker og skader Danmark, at nu er nok nok – jeg har fået nok, skriver Poul Müller i det åbne brev.

Müller blev valgt ind i det midtjyske regionsråd ved valget i 2006. Han valgte ikke at genopstille ved valget i 2013.

Partiets landsformand, justitsminister Søren Pape Poulsen fra Viborg, siger til TV MIDTVEST, at han ikke ønsker at kommentere Müllers kritik.