Tidligere partiformand tilbage i KD

Den tidligere partiformand for Kristendemokraterne, Marianne Karlsmose, gjorde comeback ved partiets landsmøde i Middelfart i weekenden.

KD.jpg

Den nu 42-årige gymnasielærer blev efter 10 års pause igen valgt ind i partiets hovedbestyrelse.

- Efter 10 års pause er jeg klar til at trække i arbejdstøjet igen for KD. Der er hårdt brug for Kristendemokraterne til at sætte en ny familiepolitisk og etisk dagsorden i folketinget. Der er brug for KD i Danmark til at kæmpe for balancen mellem familieliv og arbejdsliv, og for at mennesker med Downs og andre udfordringer kan få lov at blive født. Jeg brænder for at fremme børns og unges trivsel som mennesker og ikke bare som fremtidig arbejdskraft, siger hun.

Marianne Karlsmose tror på muligheden for at genopbygge Kristendemokraternes gamle bastion i Vestjylland gennem hårdt og målrettet arbejde. Hun afgik som formand i 2005 efter blot to år på posten, og tiltrådte i 2008 som medlem af lokalforeningen i Ringkøbing-Skjern.

Og hun kommer på noget af en opgave med at vende skuden. Ved folketingsvalget i juni i år fik Kristendemokraterne 29.077 stemmer - eller 0,8 procent af det samlede antal stemmer. Det var dog marginalt bedre end i 2011, hvor partiet fik 28.061 stemmer - det laveste i partiets 44-årige historie.

Partiet havde i 2013 2.159 medlemmer og har i dag seks kommunale byrådsmedlemmer.