Overgreb på skole: Tidligere medarbejder sigtet

En tidligere medarbejder på en skole i Silkeborg Kommune er sigtet for at seksuelle overgreb. Sagen går flere år tilbage.

Midt- og Vestjyllands Politi har sigtet en tidligere medarbejder for seksuelle overgreb på en skole i Silkeborg Kommune. Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Midt- og Vestjyllands politi har sigtet en tidligere medarbejder på Funder-Kragelund Skole for seksuelle overgreb på flere børn. Det skriver Midtjyllands Avis torsdag.

Avisen citerer en meddelelse fra skolen intranet;

- Vi er bekendt med, at politiet har rejst sigtelse mod den tidligere medarbejder, for anden seksuel samkvem end samleje og blufærdighedskrænkelse.

Overfor avisen bekræfter Midt- og Vestjyllands Politi, at der er rejst en tiltale, og at politiet efterforsker sagen. Politiet oplyser ikke, hvor mange børn, der er tale om. 

Skoleleder Charlotte Juhl Andersen opfordrer ifølge Midtjyllands Avis børn og forældre til at vise hensyn til de elever, som måtte have været udsat for noget. 

Skolelederen opfordrer ligeledes forældre til at tage en snak med børnene om, hvad voksne må gøre ved børn, og at forældre og børn, der har mistanke om, at de selv har været udsat for seksuelle krænkelser, retter henvendelse til skolen eller politiet.