Tidligere lungepatient: Metoden reddede mit liv

Svend Aage Jensen fik for halvandet år siden konstateret lungekræft ved hjælp af den nye metode.

Svend Aage Jensen er tidligere lungekræftspatient. Han fik konstateret kræften ved hjælp af den nye omdiskuterede metode.
Svend Aage Jensen er tidligere lungekræftspatient. Han fik konstateret kræften ved hjælp af den nye omdiskuterede metode.
Foto: Marlene Eyde, TV MIDTVEST

En ny scanningsmetode kan opdage lungekræft i et meget tidligt stadie og dermed redde liv. Men metoden har skabt strid mellem forskere og læger på den ene side og Region Midtjylland og hospitalsdirektionen på den anden.

Det forstår tidligere lungepatient Svend Aage Jensen ingenting af. Han fik konstateret kræft med den nye metode for halvandet år siden, og fordi kræften blev opdaget så tidligt, er han rask i dag.

-Det har reddet mit liv, at de brugte den metode, det er der ingen tvivl om. Det er ikke sikkert, de havde set det, hvis de havde brugt den gamle metode, siger Svend Aage Jensen til TV MIDTVEST.

Læge sendte ham til skanning

Den 75-åriges sygeforløb startede for halvandet år siden. Han havde hostet i flere uger og var flere gange blevet opfordret til at tage til læge af sin kone. Men Svend Aage Jensen troede bare, det var en forkølelse og tog derfor ikke afsted. Men til sidst fik konen overtalt ham, og han tog til læge.

- De undersøgte mig og mine lunger, men de kunne ikke se noget. Men lægen kunne se i mine papirer, at det var 60 år siden, at jeg sidst havde været til røntgen, siger Svend Aage Jensen.

Lægen spurgte også ind til Svend Aages rygevaner og besluttede, at Svend Aage skulle til skanning i Silkeborg. Her blev nye metode brugt.

Det viste sig, at Svend Aage havde kræft på den højre lunge, og han blev derfor hurtigt henvist til Skejby Sygehus, som kunne bekræfte det.

Har fået liv nummer to

Svend Aage Jensen blev hurtigt opereret og fik fjernet kræften. I dag er han rask og nyder livet.

- Jeg har det pragtfuldt. Jeg har fået liv nummer to, siger Svend Aage Jensen

Og han mener selv, han er begyndt at tænke anderledes. 

- Jeg er begyndt at tænke anderledes. Hvis der er noget, man gerne vil, skal man gøre det. Så længe man kan, siger Svend Aage Jensen. 

5:18