Tidligere landsholdsspiller bliver målmandstræner i Viborg – klubikon erstattes

Viborg FF skal fremover have Jesper Christiansen ansat som målmandstræner på fuld tid.

Jesper Christiansen begynder allerede i sit nye job tirsdag.
Jesper Christiansen begynder allerede i sit nye job tirsdag.
Foto: Lars Møller / Ritzau Scanpix

Den tidligere landsholdsmålmand Jesper Christiansen erstatter klubikonet Stephen Lowe som målmandstræner i Viborg FF.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Udskiftningen på målmandstrænerposten, der har været besat af Stephen Lowe siden 1997, sker, fordi rollen overgår til en fuldtidsstilling.

- Lige siden jeg startede i klubben, har det stået højt på prioritetslisten at få opgradereret målmandstrænerrollen til en fuldtidsstilling. Det har vi selvfølgelig talt med Stephen Lowe om, men han har også et godt job ved siden af fodbolden, så det har ikke været muligt at få det til at harmonere, og derfor har vi kigget efter en anden løsning, siger sportschef Jesper Fredberg til klubbens hjemmeside.

- Stephen er enormt værdsat af alle i klubben, og med sine mere end 33 år som VFF’er, hører han til i den øverste kategori blandt klubikoner, lyder det fra Fredberg.

Stephen Lowe, der selv har spillet 274 kampe for Viborg FF, kommer til at fortsætte i en scoutfunktion i klubben.

Gode målmandstraditioner skal fortsætte

Sportschefen ser nu frem til at få Jesper Christiansen ind på fuld tid.

- Med Jesper Christiansen er vi sikre på, at vi får høj kvalitet i træningen, så klubben kan fortsætte den gode tradition med at udvikle dygtige målmænd, som man har gjort i mange år, siger Jesper Fredberg.

41-årige Jesper Christiansen spillede selv i Viborg FF tilbage i 2004-2005, inden han blev solgt til FC København.

Som træner har han været assistenttræner i AB og senest målmandstræner i Fremad Amager.