Tidligere Konservativ minister: Krise kunne være undgået

Knud Erik Kirkegaard mener, at den politiske krise mellem Konservative og regeringen nemt kunne have været undgået.

knud_erik_kirkegaard.jpg

Tidligere folketingsmedlem og minister for Konservative Knud Erik Kirkegaard fortalte onsdag aften til TV MIDTVEST, at hele den nuværende krise mellem Konservative og regeringen nemt kunne have været undgået.

- Som et fingerknips kunne statsministeren og Eva Kjer Hansen have forhindret, at den her situation opstod, sagde Knud Erik Kirkegaard.

Den tidligere minister hentydede til, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, som Konservatives formand Søren Pape har erklæret mistillid til, blot kunne have undskyldt for forkerte beregninger i den meget omdiskuterede landbrugspakke. På et samråd tirsdag valgte ministeren istedet en helt anden taktik.

- I går så jeg det samråd, ministeren havde med fødevareudvalget i Folketinget, og der må jeg indrømme, at hun optrådte umådeligt provokerende overfor netop Konservative, og det forstod jeg slet ikke, hvorfor hun gjorde, sagde Knud Erik Kirkegaard.

 

Se herunder hele interviewet med den tidligere minister.

2:21