Tidligere FCM-træner tiltales for krænkende billeder

En 22-årig mand skulle have sendt billeder af seksuel karakter til mindreårige ungdomsspillere i FC Midtjylland.

Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En tidligere ungdomstræner i fodboldklubben FC Midtjylland er blevet tiltalt for at have krænket ungdomsspillere ved at sende billeder, videoer og sms'er af seksuel karakter til dem.

Det viser et anklageskrift, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

Læs også FC Midtjylland: Træner sigtet for at sende krænkende billeder til mindreårige spillere

Ifølge anklageskriftet har manden, der i dag er 22 år, sendt billeder og videoer af sig selv "med særdeles ubehageligt indhold" til to ungdomsspillere. Nogle af videoerne viste manden, mens hans onanerede.

Den 22-årige er tiltalt efter straffelovens paragraf 232 om blufærdighedskrænkelse, der kan give fængsel i op til to år, men er de forurettede under 15 år, er det en skærpende omstændighed, der kan give fængsel i op til fire år.

Det var i oktober sidste år, at manden blev anholdt og sigtet, efter at Midt- og Vestjyllands Politi havde modtaget en anmeldelse om blufærdighedskrænkelse fra FC Midtjylland.

- I forbindelse med anmeldelsen oplyste fodboldklubben, at en mandlig ungdomstræner har sendt billeder med et seksuelt indhold til flere mindreårige drenge, der spiller i klubben, lød det fra politiet.

00:38

TV MIDTVEST har i oktober lavet dette indslag, da FC Midtjylland bortviste ungdomstræneren, efter han var blevet anholdt - sigtet for at sende krænkende materiale til spillere.

Luk video

Politiet understregede, at der ikke var sket fysiske overgreb. FC Midtjylland valgte straks at bortvise og politianmelde den pågældende træner, da klubben blev bekendt med sagen.

- Vi er meget kede af den dårlige adfærd og manglende dømmekraft hos en af vores trænere, og vi gør alt for at hjælpe og drage omsorg for alle, der er berørte af sagen, skrev FC Midtjylland i en meddelelse om sagen sidste år.

Den var underskrevet af administrerende direktør Claus Steinlein. Ekstra Bladet har snakket med Steinlein, efter at det er blevet klart, at den 22-årige er blevet tiltalt.

- Vi har gjort, som vi altid gør i FC Midtjylland. Vi har taget vare om de unge mennesker sammen med deres forældre og sat et professionelt setup på det, siger han til avisen.

Det er uvist, hvordan den 22-årige forholder sig til tiltalen.

/ritzau/