Tidligere FCM-stjerne skal seks år i fængsel

Tidligere FCM-stjerne skal seks år i fængsel

Den tidligere FC Midtjylland spiller Mohamed Zidan er blevet idømt seks års fængsel for at have forsøgt at betale med falske check.

Mohamed Zidan var en stjerne i FC Midtjylland og en profil i den tyske Bundesliga, men nu er det formentlig slut med tryllerierne på fodboldbanen i et godt stykke tid.

Onsdag blev han idømt seks års fængsel ved retten i sit hjemland, Egypten. Det skriver netudgaven af den egyptiske avis al-Ahram i følge Ritzau.

Zidans forbrydelse består i, at han har forsøgt at betale med falske check til et egyptisk ejendomsselskab.

Zidan var ikke selv til stede ved domsafsigelsen, og det menes, at den tidligere fodboldstjerne befinder sig i udlandet.

Tidligere dømt

Mohamed Zidan har tidligere været på kant med loven. I 2005 blev han idømt 60 dages betinget fængsel i en hælerisag, hvor fodboldspilleren havde købt et dyrt guldur på strøget i København.

I 2005 fik Zidan også frakendt kørekortet ved retten i Herning, fordi den fodrappe fodboldspiller havde kørt for stærkt i sin Mercedes.

TV-ekspert på al-Jazeera

Nu 31-årige Mohamed Zidan har været uden klub, siden han forlod Baniyas i De Forenede Arabiske Emirater i januar og har siden arbejdet som tv-ekspert på al-Jazeera Sports.

Zidan flyttede til Danmark som teenager og indledte karrieren i AB, inden han fik sit store gennembrud med 30 mål i 47 kampe for FC Midtjylland.

Derefter gik turen til Tyskland, hvor han optrådte med blandet succes for Werder Bremen, Mainz, Hamburger SV og Borussia Dortmund.