Tidligere direktør konkurs

Økonomiske problemer for tidligere direktør i Spar Mors.

Spar_Mors.jpg

Den tidligere direktør i Spar Mors, Torben Futtrup, er sammen med sin kone blevet begæret personligt konkurs, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Torben Futtrup var direktør i Spar Mors, indtil sparekassen krakkede i 2008. Futtrup og bestyrelsen blev bagefter udsat for en kraftig kritik fra mange af kunder, der mistede store millionbeløb ved krakket.

Kritikken gik blandt andet på, at kunderne ikke var klar over, at deres penge stod som risiko-villig kapital - og dermed gik tabt ved en konkurs.

Mellemværende med pengeinstitut

I 2010 blev den tidligere direktør trukket i retten af konkursboets kurator, der mente, at Futtrup havde misbrugt sin insiderviden, da han få måneder før konkursen solgte garantbeviser for 31.000 kroner.

Om konkursbegæringen er udløber af krakket i sparekassen, har Torben Futtrup og hans kone ikke ønsket at kommentere over for Jyllands-Posten. Ifølge kuratoren drejer det sig om et mellemværende med et pengeinstitut.