Tidligere borgmester melder sig ud af Venstre

Den tidligere markante borgmester i Lemvig Kommune Jens Kristian Skovmose har taget konsekvensen af Lars Løkke Rasmussens sejr til hovedbestyrelsesmødet tirsdag aften. Han har nu meldt sig ud af partiet.

Jens Kristian Skovmose har i dag meldt sig ud af partiet Venstre i protest over, at Lars Løkke Rasmussen fortsætter som formand for partiet. Skovmose sad i 15 år indtil 1997 som borgmester i den gamle Lemvig Kommune og har i 58 år været medlem af Venstre. Han er det første kendte Venstrenavn i Midt- og Vestjylland, der drager den yderste konsekvens.

- Jeg er ked af det, men jeg føler, det er en nødvendig beslutning ovenpå mødet i går, fortæller Jens Kristian Skovmose til TV MIDTVEST.

Bilagssager var dråben

Lemvig Kommune har i årtier været en sikker Venstre-bastion. Det er den i og for sig endnu, men virakken om formand Lars Løkke Rasmussens bilagssager blev for meget for den 75-årige tidligere Lemvig-borgmester.

- Jeg sad og fulgte mødet i tv i går. Jeg har hele tiden sagt, at der skal en ny formand til, fordi jeg ikke har tillid til Lars Løkke Rasmussen, siger Jens Kristian Skovmose til TV MIDTVEST.

Til spørgsmålet om at hans gode ven Kristian Jensen nu får en mere fremtrædende og betydningsfuld rolle som næstformand svarede det nu tidligere Venstremedlem.

- Lars Løkke har brug for en barnepige, så det synes jeg er godt.

Se her, hvad Jens Kristian Skovmose siger til sin store beslutning om at forlade sit parti gennem 58 år.

01:03 Luk video