Tican halverer arbejdsulykker med sikkert værktøj

Det rigtige værktøj skåner de ansatte på slagteriet Tican fra at få fingrene i maskinerne. Det skriver DR Nyheder.

Tican.jpg

Slagteriet Tican i Thisted har succes med at begrænse arbejdsulykkerne takket være nyt og mere sikkert værktøj.

Arbejdspladsen har ifølge DR Nyheder skåret cirka halvdelen af ulykkerne væk siden sidste år.

Slagteriarbejderne har fået øget fokus på at finde værktøj, der kan hjælpe dem med at klare arbejdet mere sikkert. Medarbejderne bruger nu brynjehandsker på begge hænder, knive uden spids og en tohåndsbetjent maskine, der klipper grisetæer af.

Tiltag som alle har resulteret i, at antallet af ulykker er nedbragt, og det glæder fællestillidsmand Peter Uno Andersen.

- Det er en rar fornemmelse, at vi ikke skal have ambulancen til at køre herude i tide og utide. Det skal kun være, når det er højst nødvendigt, og så galt går det heldigvis sjældent. Tican har længe haft fokus på at blive en mere sikker arbejdsplads. I 2012 faldt antallet af arbejdsulykker med 75 procent, siger han til DR Nyheder.

Slagteriet er dog  langt fra færdigt med at lede efter nye tiltag, der kan beskytte medarbejderne, siger Peter Uno Andersen.

- Der er altid mere, man kan gøre. Vi bliver aldrig færdige. Vi skal altid holde øje med, om der er noget vi kan forbedre, og så gør vi det, siger han.