TiCan fyrer 26

Manglen på slagtesvin fik i dag konsekvenser på slagteriet i Thisted.

Tican.jpg

TiCan i Thisted varslede i dag 26 fyringer ud af de ansatte 500 mand. Det er mangel på slagtesvin, der er årsag til situationen.

- Det kommer ikke uventet, for vi varslede allerede for tre uger siden, at vi ville lave tilpasninger, forklarer administrerende direktør, Ole Thejls.

Der er endnu ikke sat navn på de fyrede, det vil først blive gjort på mandag. 19 af de 26 forlader virksomheden med udgangen af uge 25, de resterende syv med udgangen af uge 31.

- Det er altid kedeligt, når man skal sige farvel til nogle medarbejdere, men jeg synes faktisk, at medarbejderne tog det pænt. De virkede glade for, at det trods alt ikke var værre, end det er, siger Ole Thejls.

Usikker fremtid

Direktøren vil ikke garantere, at fyringerne kommer til at stå alene.

- Nu må vi se, hvordan det udvikler sig henover sommeren, siger han.

Årsagen til, at antallet af fyringer bliver 26 og ikke højere, er ifølge Ole Thejls, at der i øjeblikket er en bedre afsætning på det engelske marked for skinkeprodukter.