Tican varsler fyringer: Flytter afdelinger til udlandet

Tican varsler fyringer: Flytter afdelinger til udlandet

80 medarbejdere bliver berørt af flytteplanerne.

Svineslagteriet Tican i Thisted  planlægger at flytte en større del af produktionen til udlandet.

Slagteriet oplyser i en pressemeddelelse, at ledelsen i samarbejde med den nye tyske ejer Tönnies arbejder på at rykke skinkeudbeningen fra Thisted til Tyskland og baconproduktionen fra Ansager til England. 

Planerne berører omkring 80 medarbejdere - 55 i Thisted og 25 i Ansager.

Udflytningen er endnu ikke officielt vedtaget, da virksomheden ifølge reglerne først skal varsle en så stor fyringsrunde over for medarbejderne.

Administrerende direktør Ove Thejls siger til tvmidtvest.dk, at Tican vil gå i dialog med medarbejderne og undersøge, om det er muligt at flytte nogle af medarbejderne til andre afdelinger. 

- Vi har mulighed for at indsluse nogen i andre funktioner i Thisted, mens det er vanskeligere i Ansager, siger han.

Direktøren beklager, at det er nødvendigt at tage et så drastisk skridt, men siger, at ledelsen ikke ser andre udveje. Det gælder om at reducere omkostningerne.

- De virksomheder, vi konkurrerer med på disse områder, producerer i forvejen enten i England eller Tyskland, hvor omkostningerne er cirka det halve, siger Ove Thejls. Han vurderer, at planen vil kunne spare Tican for 15 millioner kroner om året.

Efter udflytningen vil Tican stadig have 600 ansatte i Thisted, 350 i Brørup og 30 i Ansager.