Thygesen fortid i FCM

Mikkel Thygesen forlænger ikke sin kontrakt med FC Midtjylland

mikkelthygesen.jpg

I går kårede tilhængerne ham til sæsonens bedste spiller, i dag er han så fortid i FC Midtjylland. Mikkel Thygesen har valgt ikke at forlænge kontrakten med klubben. Mikkel Thygesen har, kun afbrudt af seks måneder i tyske Borussia Mönchengladbach, spillet 7 år i FCM.

- Jeg har haft en fantastisk tid i FCM, og jeg ved, at klubben også har været glad for mig. Derfor er det også fint, at vi har kunnet beslutte det her i fællesskab. Nogle gange skal der ske noget nyt. Jeg føler, tidspunktet er rigtigt, hvis jeg skal fortsætte min udvikling, siger Mikkel Thygesen.

Tårevædet afsked

Mikkel Thygesen kom fra Boldklubben Frem, og har siden spillet 236 kampe for FC Midtjylland. Det er blevet til 2 sølvmedaljer, en bronzemedalje og tre tabte pokalfinaler.

- Det er med en tåre i øjenkrogen, at vi er enige om, at vore veje nu skilles. Mikkel har haft seks en halv gode sæsoner i klubben, men nogen gange kan en luftforandring være på sin plads. Mikkel og FCM har haft et fremragende partnerskab, men nu ønsker vi ham held og lykke, uanset hvor han vælger at fortsætte karrieren, siger sportsdirektør Jens Ørgaard.

Fortsætter i Brøndby

Mikkel Thygesen har endnu ikke meldt officielt ud, hvor han fortsætter karrieren. Men Ekstra Bladet erfarer, at den 26-årige spiller har skrevet under på en 3-årig kontrakt med ligakonkurrenterne fra Brøndby IF.