Thybolig solgt til Nybolig

Thybolig solgt til Nybolig

Sparekassen Thy har valgt at sælge sin ejendomsmæglerkæde Thybolig. Køberen er den landsdækkende kæde, Nybolig.

Thy bliver skiftet ud med Ny i tre mæglerforretninger i Hanstholm, Thisted og Hurup. Sparekassen Thy slutter dermed en 13-årig periode med egen mæglerforretning i sparekassens regi.

Køberen Nybolig er Danmarks næststørste ejendomsmæglerkæde, og med i aftaler er et samarbejde mellem sparekassen Thy og ejendomsmæglerkæden om vurdering af ejendomme og gensidig henvisning af kunder.

- I Sparekassen Thy har vi gennem ejerskabet i ThyBolig haft et godt supplement til komplet boligrådgivning, der er et helt centralt område for vores forretning. Vi må dog også erkende, at drift af ejendomsmæglerforretning konstant er under udvikling både teknisk og rådgivningsmæssigt. Vi har derfor valgt udelukkende at fokusere på vores kerneforretning, nemlig at drive pengeinstitut, siger direktør i Sparekassen Thy, Ivan Christensen.

Alle tre afdelinger drives videre i Nybolig-regi, og alle medarbejdere er blevet tilbudt at fortsætte.