Thyboer slås mod randzoner

Landmænd, fagforening og Thisteds borgmester danner nu fælles front mod loven om randzoner. 95 millioner på vej i kompensation.

Vandloeb_mark.jpg

Landmændene i Thy er ikke ligefrem imponerede over fødevareministeren, selv om hun nu er villig til at kompensere landbruget med 95 millioner.

- Det kan ikke kompensere for tabet af den jord vi skal afgive. Der er ingen, der kan leve af 2100 kroner pr. hektar, siger formanden for Landbo Thy, Morten Yde.

Fødevareminister Mette Gjerskov har besluttet at landmændene alligevel skal have kompensation for den jord, de skal afgive til randzonerne langs dansk vandløb. I alt 95 millioner er der på vej til landmændene i kompensation.

- Landbruget har ikke krav på, at vi giver de her penge, men jeg synes, det er rimeligt, de får en kompensation, der dækker de samlede omkostninger for erhvervet, siger fødevareminister Mette Gjerskov (Soc.dem.) til Landbrugsavisen.

Thyboer: Loven en katastrofe

Landboforeningerne i Thy og Mors har samme med Thisteds borgmester Lene Kjelgaard skrevet et brev til fødevareministeren og Miljøminister Ida Auken.

I Thisted kommune er der omkring 500 km vandløb og en række søer. I brevet til ministrene står der blandt andet:

- Det er derfor en ganske stor del af den tilgængelige produktionsjord, der således tages ud af omdrift, hvilket vil være en katastrofe for vores kommune, og det er trist, at så gennemgribende et indgreb sker på så tyndt et grundlag.

Læs hele brevet her.

NNF frygter randzoner koster job

Slagteriarbejdernes fagforening NNF Nordjylland har underskrevet et støtteerklæring.

- Det kan ikke udelukkes at loven om randzoner kan give mindre husdyrproduktionen, med en mulig mindre beskæftigelse for vores medlemmer, og det har vi sandelig ikke brug for, tværtimod, siger John Christiansen, afdelingsformand NNF Nordjylland til Landbrugsavisen.

Thisted har i dag mere end 27.000 hektar beskyttet natur. Med brevet håber kommune, landbrug og fagforening, at der fortsat også kan være landbrug i Thy og Mors.

- Jeg er stolt af det kan lykkedes at stå sammen. Vi er nødt til at passe på den produktion og de arbejdspladser vi har, siger Morten Yde, formand Landbo Thy.