Thy-rytter vil i Tour-udbrud

Michael Valgren har aldrig været i udbrud i Touren. Det vil han gerne ændre på, selv om det ikke giver sejr.

290615Valgren.jpg

Det blev ikke til det udbrud, som Michael Valgren (Tinkoff) havde håbet på mandag, hvor han forblev en del af feltet, indtil han 13 kilometer fra mål fik mekaniske problemer og måtte køre det sidste stykke selv.
    
Dermed har den 24-årige dansker endnu aldrig været i udbrud i verdens største cykelløb, hvor han i år er med for anden gang.
    
- Jeg har ikke helt opgivet det endnu, for er man god nok, skal det nok lykkes at ramme udbruddet, siger Valgren optimistisk.
    
Kan ikke sidde med på de største bjerge
Han er en stærk hjælperytter, som med sin styrke også er en fremtidig klassikerrytter, men på de største bjerge kan han ikke sidde med.
    
Og store bjerge i Alperne er præcis, hvad der venter fra onsdag og frem til og med lørdag, inden feltet søndag ruller ind i Paris for at afslutte årets Tour.
    
Michael Valgren ved godt, at chancerne for etapesejr i Alperne er små, men det er svært at slukke udbrudslysten.
    
- Det vil ikke give så meget mening for mit vedkommende, da jeg ikke vil kunne gennemføre det. Men det kunne være sjovt. Jeg vil rigtig gerne prøve at sidde i udbrud i Touren, siger han.
    
Selv om muligheden glippede mandag, fik danskeren en fin trøstpræmie i form af etapesejr til holdkammeraten Peter Sagan (Tinkoff).
    
Alligevel ærgrede det rytteren, at han tilbragte endnu en dag i feltet.
    
- Jeg ville gerne have været ude og sidde og dunke lidt i et udbrud, siger han.
    
/ritzau/