Thy Ferries Cargo går konkurs

Godsfærgen mellem Hanstholm og Kristiansand fortsætter dog i nyt selskab.

Thy Ferries A/S kæmper for at holde liv i den tre måneder gamle færgerute mellem Hanstholm og Kristiansand i Norge. I weekenden flyttede selskabet godsaktiviteterne fra Thy Ferries Cargo A/S til et nyt selskab, TF Cargo A/S, skriver nordjyske.dk.

- Vi måtte tage sagen i egen hånd. Kassen var tom, og gjorde vi ikke selv noget, havde andre sandsynligvis truffet nogle dispositioner, som havde gjort vores fremtidsmuligheder vanskeligere, siger Rasmus Haugaard, bestyrelsesformand i Thy Ferries A/S til nordjyske.dk

Ny kapital

Thy Ferries A/S var eneaktionær i det nu lukkede selskab. Det nye selskab TF Cargo ejes også af Thy Ferries A/S og nogle nye aktionærer, der har skudt penge i projektet.

I weekenden kom der også ny godsfærge på ruten, da "Clara Express" blev skiftet ud med "Victoria VI", der er bygget i 1980.