Thulesen Dahl underskrev omblæste regnskaber for DF

Balladen om misbrug af EU-midler breder sig til partitoppen i DF.

Partiformand for DF Kristian Thulesen Dahl kan blive en del af balladen om misbrug af EU-midler.
Partiformand for DF Kristian Thulesen Dahl kan blive en del af balladen om misbrug af EU-midler.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Det er ikke kun Morten Messerschmidt, der risikerer at få ørerne i maskinen på grund af de seneste anklager om misbrug af EU-midler.

Også den øvrige del af DF-ledelsen, anført af partiformand Kristian Thulesen Dahl, kan blive en del af balladen, skriver Politiken tirsdag.

Formandens underskrift

Formanden har personligt sat sin underskrift på de regnskaber, hvoraf det normalt skal fremgå, hvis partiet har fået støttekroner.

- Hvis der er tale om støtte, skal den selvfølgelig opgives – uanset hvor den kommer fra, siger forskningschef Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor han forsker i politiske partier, til Politiken.

Modtog 200.000

I 2014 og 2015 fik Dansk Folkeparti i alt cirka 200.000 kroner fra Europaparlamentet med den begrundelse, at pengene skulle bruges på to konferencer i den europæiske partialliance Meld, hvor DF’s Morten Messerschmidt har været medlem af bestyrelsen og bestyrelsesformand.

Rodebutik

Der var »særligt fokus på EU« i forbindelse med de to sommergruppemøder, skriver Kristian Thulesen Dahl i et nyhedsbrev, der blev udsendt i går. Her erkender han dog også, at der hersker en vis tvivl om pengene fra Meld, og at det med hans egne ord ligner en »rodebutik«.

- Det betyder derfor også, at de ca. 200.000 kr. fra Meld til DF’s sommergruppemøder i 2014 og 2015 betales tilbage«, skriver han.