Thorup: Transfervirak har påvirket Sisto

Pione Sisto skuffede igen, da FC Midtjylland spillede 0-0 i Brøndby. Et skuffende resultat ifølge Jess Thorup.

260518PioneSisto.1.jpg

FC Midtjylland stillede med det store kavaleri af offensive kræfter, men gik alligevel fra banen uden at score i søndagens 0-0-kamp på Brøndby Stadion i Alka Superligaen.

Sidste sæsons store profil Pione Sisto leverede endnu en gang en anonym indsats og blev udskiftet midt i anden halvleg. Han har i det hele taget haft svært ved at gøre en forskel i begyndelsen af denne sæson.

Sisto har været rygtet til udlandet i en stor handel i transfervinduet, og det har påvirket, indrømmer han.

- Vi er lige kommet ud på den anden side af transfervinduet, og jeg kan selvfølgelig godt fornemme, at der er mere ro på nu. Men det tager lige lidt tid, inden man helt kan koncentrere sig om fodbold igen, siger Pione Sisto.

Også FCM-træner Jess Thorup har kunnet mærke en forskel på Sisto i sæsonens begyndelse.    - Han har en x-factor, som vi alle venter på, han forløser. Det gjorde han ikke i dag. Men alle stiller store forventninger til ham. Ikke mindst ham selv.

- Der er sket meget i den unge mands hoved de seneste måneder, og transfervirakken har påvirket ham. Det er naturligt, der er noget refleksion.

- Nu kan han vænne sig til, at han skal blive i FCM, og så skal vi nok få hans potentiale at se, forudser Thorup.

For første gang stillede træneren med både Morten "Duncan" Rasmussen og Martin Pusic i angrebet.    - Jeg havde to skarpe angribere, der begge kom med mål i bagagen. Derfor stillede jeg med begge, selv om det kunne koste lidt defensivt.

- Vi fik skabt de chancer, vi skulle. Vel nok de to-tre største i kampen. Derfor sad vi i omklædningsrummet med skuffelse over 0-0.

- Det på trods af, at vi ikke helt ramte vores niveau. Spillerne traf nogle dårlige individuelle beslutninger, og vi var ikke gode nok med bolden, siger Jess Thorup.

FCM fører ligaen med 18 point for otte kampe. Randers har fem point færre på andenpladsen for en kamp mindre.

/ritzau/

 

Nedenfor kan du se Fodboldmagasinet 4-4-2, hvor sportschefer Claus Steinlein og Ole Nielsen diskuterer transferrygters effekt på Pione Sistos spil i efteråret:

28:38
Fodboldmagasin. Dan Sørensen har hver uge aktuelle fodbold-gæster i studiet. 4:4:2 kigger tilbage på Superligaens forrige runde og frem mod den kommende runde.