Thomas Bjørn har fuld fokus på Ryder Cup

Ryder Cup-kaptajn Thomas Bjørn fokuserer på at få udtaget sit hold. Made in Denmark kommer i anden række.

Thomas Bjørn ses her ude på Pro Am-runden dagen før starten på golfturneringen Made in Denmark på Silkeborg Ry Golfklub.
Thomas Bjørn ses her ude på Pro Am-runden dagen før starten på golfturneringen Made in Denmark på Silkeborg Ry Golfklub.
Foto: Ritzau Scanpix / Henning Bagger

Thomas Bjørn er tilbage i sin hjemby Silkeborg. European Tour-turneringen Made in Denmark er i år flyttet til byen, men det betyder ikke, at Thomas Bjørn har tid til at nyde det.

Han er kaptajn for det europæiske Ryder Cup-hold, der skal udtages på onsdag. Dermed har han en stor opgave hængende over sig. Det er samtidig med, at han selv skal spille Made in Denmark.

Derfor vil han være mere end tilfreds med en plads i finalerunden søndag.

- Hvis jeg spiller golf på søndag, så har det været en god uge. Lige for tiden bruger jeg mere tid på at se andre spille golf, end jeg selv spiller. Det er hårdt for mit spil, siger Thomas Bjørn.

Siden december 2016 har han vidst, at han skulle være kaptajn. Dengang troede han bare ikke, at det ville være så hårdt.

- Jeg troede, at jeg kunne klare mig på min erfaring og dermed træne mindre. Men efter så mange måneder haler det ind på dig, at du ikke har fået nok træning, siger han.

Trods mindre træning og et større ansvar fortryder han ikke, at han takkede ja til at lede det europæiske Ryder Cup-hold.

Nu får han både mulighed for at spille på hjemmebanen og vælge sit hold.

- Jeg har taget den her rolle, og jeg vil selvfølgelig tage ud og spille og nyde det. Men jeg har et vigtigere job. Det er at se, hvordan de andre spiller.

Made in Denmark er sidste chance for at skrabe point sammen, der kan give adgang til Ryder Cup-holdet.

De fire bedste fra European Points-listen og de fire bedste fra World Points-listen får en direkte billet.

Derudover skal Thomas Bjørn sammen med sine vicekaptajner uddele wildcards til de sidste fire pladser.

Danske Thorbjørn Olesen ligger lunt i svinget til en direkte plads.

Made in Denmark spilles fra torsdag til søndag. Ryder Cup begynder 28. september.