Thisted-virksomhed vil blive i Danmark

Selvom der er fordele ved at rykke virksomheden til udlandet, så vil Trappefabrikanten Dolle i Thisted ikke flytte. Den holdning er de ikke alene om, viser en undersøgelse.

Foto: TV MIDTVEST

Kun fire procent af danske virksomheder ville flytte butikken til udlandet, hvis de kunne gøre det helt uden omkostninger. Det viser resultaterne af et "Lokalt Erhvervsklima 2016", hvor godt 7.000 virksomheder har svaret på spørgsmålet "Hvis du som et tænkt eksempel havde mulighed for at vælge placeringen af din virksomhed uden at ændre form og størrelse, hvor ville du så placere virksomheden"?
    
Her svarer seks ud af ti, at de ville placere virksomheden samme sted. Kun fire pct. ville placere virksomheden i udlandet. Resten ville flytte til en større by, skriver netmediet DIBusiness.dk
    
- Det bekræfter det overordnede billede fra Lokalt Erhvervsklima 2016, der viser, at virksomhederne over en bred kam er tilfredse med den service og de forhold, kommunerne tilbyder dem. Og at de føler sig knyttet til det lokalsamfund, de er en del af, siger adm. direktør Karsten Dybvad, DI.

Vil ikke flytte

En af de virksomheder, der ikke vil flytte er trappefabrikanten Dolle, der holder til i Thisted i Nordjylland. Her er franskmanden Francois Grimal adm. direktør, og han sætter stor pris på den nordjyske mentalitet.
    
- Det er et svært spørgsmål, for som forretningsmand er det klart, at der ville være fordele ved at være tættere på en større by, en motorvej og en lufthavn. Men hvis du spørger mig som privatperson ville jeg ikke flytte, om jeg så fik penge for det. For som franskmand er det fantastisk at have med medarbejdere at gøre, hvor man kan praktisere en ledelsesstil, der forudsætter, at medarbejderne selv tager ansvar og selv driver udviklingen. Den mentalitet kan man ikke købe for penge, siger Francois Grimal.
    
Han er især glad for mentaliteten hos virksomhedens ufaglærte medarbejdere.
    
- De gør virkelig et fantastisk stykke arbejde og udviser stor entusiasme for at få virksomheden til at køre så godt som muligt. Det ville jeg meget nødigt undvære, siger direktøren til DIBusiness.dk