Thisted topper med vaccinationer mod kræft

Over 76 procent af de unge kvinder mellem 21 og 28 år i Thy er nu vaccineret mod livmoderhalskræft. Det er den højeste andel i Region Nordjylland

VaccinationH1N1_0.jpg

Det er Kræftens Bekæmpelse, der står bag den kampagne, som nu har resulteret i, at over tre ud af fire unge kvinder i Thy har valgt at tage imod tilbuddet om gratis at lade sig vaccinere.

En tredobling

Ifølge Region Nordjylland er det mere end en tredobling siden HPV-vaccinen blev gratis, og Thisted er den kommune i regionen, hvor flest unge har takket ja til vaccinationen. Til sammenligning er det 74,1 procent i Morsø Kommune og 70,2 procent i Jammerbugt Kommune.

1/3 dør af sygdommen

Hvert år får cirka 385 kvinder konstateret livmoderhalskræft i Danmark. Omkring 1/3 af dem dør af sygdommen, men også bivirkningerne ved behandling af sygdommen er ubehagelige, så derfor glæder de sig i Thisted over resultatet.

Gratis for målgruppen

På landsplan er det 61,5 procent af pigerne på årgangene fra 1985 - 1992, der indtil nu har ladet sig vaccinere. Hidtil har prisen for de tre stik, som vaccinationen kræver, været 4.000 kroner, men frem til årsskiftet er vaccinen gratis for målgruppen.

Skal handle hurtigt

Skal man nå, at benytte sig af tilbuddet, så skal man imidlertid til at tage beslutningen, for for at nå alle tre stik inden udgangen af 2013 skal det første gives inden 1. juli. Den anden og tredje skal man have efter henholdsvis to og seks måneder.

Du kan læse mere om kampagnen her