Thisted taber til Vejle, der nu er tilbage i Superligaen

For første gang siden 2009 er Vejle Boldklub tilbage i Superligaen. Det blev en realitet med sejr i Thisted.

Jublende Vejle-fans i Thisted i dag. Foto: Claus Bonnerup / Ritzau Scanpix

Efter ni års fravær er traditionsklubben Vejle Boldklub igen klar til fodbold på første klasse i Danmark.
    
Søndag sikrede klubben sig førstepladsen i 1. division, og dermed rykker klubben direkte op i Alka Superligaen.
    
Vejle overvintrede også på førstepladsen, men efter en skidt åbning på forårssæsonen smuldrede forspringet. Men klubben kom tilbage på rette kurs i tide og har i den seneste tid igen lignet et tophold.
    
Søndag skulle Vejle bruge mindst uafgjort ude mod Thisted for at sikre førstepladsen, og der var ingen slinger, da turen derop kastede en sejr på 2-0 af sig.