Thisted med i FCM samarbejde

Thisted FC bliver nyeste medlem af FCM klubsamarbejdet, som nu tæller ialt 160 klubber fra Billund til Hanstholm.

FCM_logo_flag.jpg

FC Midtjylland præsenterede i dag Thisted FC som nyeste medlem af FCM Klubsamarbejdet.

Thisted FC bliver med sine godt 700 medlemmer fordelt på 88 hold i alle rækker under DBU Jylland samt U17- og U19 drengedivision og U18 pige DM, én af de absolut største klubber i Klubsamarbejdet. Thisted FC er samtidig også både indehaver af DBUs T- og B-licens og har sit bedste seniorhold i toppen af 2. division, hvilket gør klubben til den sportsligt højest rangerede af FCMs samarbejdsklubber.

Vil tilgodese alle 700 medlemmer

- Der er sket meget godt i Thisted FC igennem de seneste år, men vi vil gerne se, om ikke vi kan gøre det endnu bedre, så vi kan få tilgodeset alle vore medlemmer fra mikrospillerne i U4/5 afdelingen til kontraktspilleren omkring 2. division, fortæller Regin Iversen fra bestyrelsen i Thisted FC.

Også i FC Midtjylland og i FCM Klubsamarbejdet er man glade for, at Thisted FC nu vælger at blive en del af hele regionens hold.

- Det er noget af et scoop for FCM Klubsamarbejdet, at det er lykkes at få Thisted FC med i ulveflokken, og vi er sikre på, at det også vil blive en gevinst for fodbolden i hele område 1 af FCM Klubsamarbejdet, fortæller leder af FCM Klubsamarbejdet Tommy Jensen.

160 klubber i FCM klubsamarbejdet

FCM Klubsamarbejdet blev stiftet af Ikast FS tilbage i 1998 og formålet var et bredt samarbejde om regionens stærkeste hold. Konceptet blev med fusionen en del af FC Midtjylland i 1999. Samarbejdet inkluderer i dag 160 samarbejdsklubber fordelt med 142 fodboldklubber og 18 håndboldklubber i hele Midt- og Vestjylland.