Thisted Kommune frifundet

Det var ikke en overtrædelse af ligebehandlingsloven, da Thisted Kommune afskedigede en 27-årige kvinde under sygdom. Det har retten i Thisted bestemt.

Rette_i_Thisted.jpg

I dag faldt der dom i en ganske principiel sag om ligestilling. Retten i Thisted gav Thisted Kommune medhold i, at der ikke var noget i vejen med at afskedige en kvinde, som blev fyret under alvorlig sygdom.

 - Det kommer voldsomt bag på mig, at Thisted Kommune er blevet frifundet. Det er klart for os, at der er sket et brud på ligebehandlingsloven, siger faglig sekretær Leif Vestbjerg-Nielsen fra FOA Thisted-Morsø.

Fyret under sygdom

Den 27-årige kvinde var ansat på Hundborg Børnecenter i Thisted Kommune.

Mens hun var på barsel, blev hun ramt af leukæmi, og Thisted Kommune opfordrede hende til at afbryde barselsorloven og i stedet melde sig syg.

194 dage efter blev hun fyret af Thisted Kommune.

Overtrædelse af ligebehandlingsloven

FOA Thisted-Morsø mener, at fyringen er helt uretmæssigt. De krævede, at hun fik en erstatning på 12 måneders løn.

Men det afviste dommeren.

 - Vi vil nu gå afgørelsen igennem med vores advokat og se, om sagen skal ankes, fortæller faglig sekretær Leif Vestbjerg-Nielsen fra FOA Thisted-Morsø.

Vigtig dom

Hos Thisted Kommune er de glade for dommen.

 - Vi anser sagen som princippel. Kan du gemme din barsel, indtil barnet er fyldt ni år og dermed være beskyttet mod fyring? Det er spørgsmålet, siger personalechef Thomas Rosenkrands i Thisted Kommune og fortsætter:

 - Det vil have store konsekvenser for os, hvis vi havde tabt sagen. Hvis man kan gemme barselsorlov, kan man bruge den som beskyttelse, hvis der eksempelvis kommer en fyringsrunde.

Thomas Rosenkrands mener, at dommen har princippel betydning for hele det danske arbejdsmarked.

FOA Thisted-Morsø skal betale sagsomkostningerne på 40.000 kroner.

 

Se Ligebehandlingsloven HER: