Thisted: Kamphane satte kniv mod uvens hals

En 31-årig mand fra Norddjurs er sigtet for forsøg på manddrab, efter slagsmål på havnen i Thisted i formiddag.

Et slagsmål på havnen i Thisted fredag formiddag førte til anholdelse af en 31-årig mand, som blev sigtet for forsøg på manddrab.
Et slagsmål på havnen i Thisted fredag formiddag førte til anholdelse af en 31-årig mand, som blev sigtet for forsøg på manddrab.
Foto: Flemming Christensen

Slagsmålet på havnen i Thisted fredag formiddag, var vistnok egentlig slut. Men ikke for den ene af de to mænd. Han vendte tilbage og knaldede en flaske i baghovedet på den mand, han kort forinden havde været i slagsmål med.

Det fortæller vagtchef Carsten Henriksen ved Midt- og Vestjyllands Politi, til TV MIDTVEST.

Efterfølgende satte gerningsmanden også en kniv mod den anden mands strube, så han fik et sår på halsen.

- Gerningsmanden blev anholdt og er nu sigtet for forsøg på manddrab, fortæller Carsten Henriksen.

Gerningsmanden er en 31-årig mand fra Norddjurs, mens den forurettede er en 34-årig mand fra lokalområdet.

Den 34-årige er blevet behandlet på sygehuset for såret i halsen, men har ifølge vagtchefen ellers ingen skader efter episoden.

Det hele skete lidt i klokken 11 fredag formiddag.