Thisted jubler: Slettet af ghetto-liste

Havrevej i Thisted er ikke længere i selskab med Vollsmose og Gjellerupparken.

011012_Havrevej.jpg

Efter to år i dårligt selskab er boligområdet omkring Havrevej i Thisted blevet slettet af boligministeriets ghetto-liste.

Ministeriet offentliggjorde mandag en opdateret liste, og i forhold til sidste gang er 10 områder slettet fra listen - blandt dem Havrevej i Thisted, og dermed er der ifølge listen ingen ghettoer tilbage i Midt- og Vestjylland.

- Vi er kisteglade. Vi havnede på listen på grund af en statistisk tilfældighed, og nu er vi endelig slettet igen, siger direktør Ove Jensen fra Thisted Bolig, der har flere lejligheder i kvarteret.

Vollmose og Gjellerup

Han vurderer, at sletningen vil få stor psykologisk betydning for de lokale.

- Vi fik en betegnelse trukket ned over os, som var helt hen i vejret. Ingen har lyst til at bo i en ghetto, og det virkede helt tosset, når vi blev nævnt i samme forbindelse som Vollsmose og Gjellerup. Det var et billede, som vi slet ikke kunne genkende, siger Ove Jensen til tvmidtvest.dk.

Det var statistikken over antallet af dømte per 10.000 indbyggere, der for to år siden fik området på den sorte liste.

Eksternt link - se listen over de særligt udsatte områder her.