Thisted: Flere kommuner skal tage flygtninge-ansvar

Thisted Kommune er den midt- og vestjyske kommune, der har modtaget flest flygtninge. Men nu opfordrer de andre kommuner til at tage mere ansvar.

2:08
Thisted Kommune vil nu overveje at tage flere asylansøgere. De håber på, at andre kommuner vil gøre det samme.

Flere asylansøgere end nogensinde før kommer i øjeblikket til Danmark. Thisted Kommune har indtil videre modtaget 600 asylansøgere, nu forventer de at sige ja til 140 mere.

- Vi har et ønske om at hjælpe, og vi synes faktisk, at vi gjort det rigtigt godt indtil videre. Vi har viden på området, og vi har nogle medarbejdere og ledere, der har fin ekspertise på det her felt, siger Ida Pedersen fra Socialdemokraterne, der er næstformand for Social- og Sundhedsudvalget i Thisted Kommune.

Thisted Kommune er den midt- og vestjyske kommune, der har modtaget flest. Mens de gør klar til at byde flere velkommen, sender de også et klart budskab til andre kommuner om at komme ind i kampen og hjælpe til.

- Vi vil også gerne samtidig sende et signal om, at andre kommuner også gerne må gå ind og tage ansvar og en del af opgaven i forhold til det her pres Danmark oplever, siger Ida Pedersen og undrer sig over, at Skive Kommune ikke har taget nogen asylansøgere.

Skive: Vi har ikke kapaciteten

Men i Skive Kommune forklarer de, at de ikke kan tage imod flere end de gør.

- Vi har taget de kvoter, vi er blevet tildelt. Hvis du spørger mig, så har vi ikke kapacitet til at tage flere ind, end de kvoteflygtninge vi får, siger Preben Andersen fra Dansk Folkeparti, der er formand for Udvalget for Social og Ældre i Skive Kommune.

Men den forklaring køber de ikke i Thisted.

- Cirka halvdelen af kommunerne har asylansøgere, og så er der stadig halvdelen tilbage, der ikke har taget del i det her, svarer en uimponeret Ida Pedersen.  

Hvis der bliver stemt ja til forslaget i Thisted Kommune, så skal en lejrskole i Vorupør også laves til asylcenter.