TV MIDTVEST

Thisted FC tabte ude topopgør i 1. division

Mikkel Agger scorede Thisted FC's reducerende mål i 1-4 nederlaget til Vendsyssel FF. Foto: arkivfoto

Thisted tabte for første gang i denne sæson på fremmed græs i 1. division, da det blev 1-4 mod Vendsyssel.

Vendsyssel FF vandt mandag aften det nordjyske lokalderby mod Thisted i 1. division i fodbold.

Cheftræner Erik Rasmussens mandskab sejrede overbevisende med 4-1 på hjemmebane og overtager rækkens andenplads fra netop Thisted, der har 31 point for 17 kampe.

Vendsyssel har efter den underholdende og målrige kamp 32 point for samme antal kampe, mens Vejles tophold sidder på den direkte oprykningsplads med 34 point for 16 kampe.

Seks sejre og to uafgjorte på udebane inden kampen

Thisted mødte ind til kampen som 1. divisions stærkeste udehold efter seks sejre og to uafgjorte på fremmed græs.

Men de udestærke gæster fik i den grad ørerne i Vendsyssel-maskinen, da hjemmeholdet i begge halvlege scorede to gange med få minutters mellemrum.

Vendsyssel kom foran 1-0 knap midtvejs i første halvleg.

Lucas Jensen tog nogle gode træk og sendte bolden ind til Yao Dieudonne, der headede bolden i mål.

Nogle minutter senere udnyttede Ninos Gouriye et straffespark, og så var hjemmeholdet foran 2-0.

Mikkel Agger reducerede

Thisted fik håb 12 minutter før pausen, da Mikkel Agger kastede sig frem og sendte en god fremlægning i mål til en reducering.

Kampen havde fortsat spænding langt hen i anden halvleg, men omkring ti minutter før tid slog Vendsyssel til med to seværdige mål.

Først sendte Emmanuel Ogude bolden flot ind i netmaskerne med et skud uden for straffesparksfeltet.

Dernæst øgede Jepp Illum føringen til 4-1, da han sendte et frispark op i det nærmeste målhjørne til kampens sidste scoring.

/ritzau/