Thisted FC henter FCM-talent permanent til klubben

Thisted FC har gjort lejeaftalen med 20-årige Mads Vang permanent. Det unge FCM-talent bliver i klubben frem til sommeren 2019.

20-årige Mads Vang har skrevet kontrakt med Thisted FC frem til sommeren 2019. Foto: Rasmus Lykke, Thisted FC

Thisted FC har vekslet en lejeaftale med FC Midtjylland til en permanent kontrakt med 20-årige Mads Vang. Det skriver klubben på deres hjemmeside.

Læs også Thisted FC henter forstærkning hjem

Den offensive midtbanespiller har i denne sæson været lejet ud til 1. divisionsholdet, men nu bliver aftalen med 1. divsionsklubben og FCM-talentet altså permanent. 

- Thisted FC er et fantastisk sted at komme til, og i spillertruppen har vi rigtig tætte bånd som betyder meget for mig, siger Mads Vang til klubbens hjemmeside.

- Jeg glæder mig også til at udvikle mig yderligere som fodboldspiller, sammen med spillertruppen og træneteamet, på det højere niveau som kræves i NordicBet Ligaen, og det ser jeg meget frem til, lyder det. 

Cheftræner Joakim Mattsson har dermed Mads Vang til sin rådighed frem til sommeren 2019.

- Mads er en spiller, som vil udvikle sig gevaldig fremadrettet, og så har Mads nogle kvaliteter, der er sjældne. Han har god fart, et godt højreben og ved, hvor målet står, og det giver derfor god mening at lave en længere aftale. Mads Vang er i det hele taget en ung og meget spændende spiller, siger Joakim Mattsson.

Læs også Superligadrømmen lever stadig i Thisted FC

Også klubbens direktør, Karl Kristian Guldhammer, glæder sig over den 1-årige kontrakt med det unge talent. 

- Mads Vang har vist sig, at være en meget talentfuld offensiv spiller for os og der var derfor helt naturlig for Thisted FC at tegne en ny kontrakt med Mads, siger direktør Karl Kristian Guldhammer til hjemmesiden. 

Mads Vang har haft sin fodboldopvækst i Thyborøn IF og Lemvig IF, før han skiftede til FC Midtjylland som U13-spiller. I den nuværende sæson har han spillet 16 kampe for Thisted i 1. division. Han har scoret et enkelt mål for de blåblusede.