Thisted Bryghus laver ny øl til Alive Festival

Thisted Bryghus laver ny øl til Alive Festival

Alive Festival får sin helt egen festivaløl. Thisted Bryghus skal sætte gæsternes egne præferencer i produktion.

Man kan ikke sige Alive uden at sige Thisted Bryghus. Igen i år er det bryggeriet, der leverer de gyldne dråber til den hippe Thy-festival. I år er der dog ikke kun tale om klassikere som Thy Pilsner, Porse Guld og Limfjordsporter, men også en splinterny Alive-øl, brygget på indspark fra festivalgængerne selv.

Det lokale bryggeri, der for nylig blev kåret til Danmarks bedste, spurgte i et Facebook-opslag Alive-brugerne om, hvordan øllen skulle smage, og den kommende brygning vil tage udgangspunkt i de mange kommentarer.

- At brygge en øl i samarbejde med vores venner på Thisted Bryghus er en lille drøm, vi har gået med længe. Resultatet skulle gerne være derefter, og da vi har et meget kvalitetsbevidst publikum, er det for os kun helt naturligt at inddrage dem i processen, siger bestyrelsesmedlem Mathias Skovsted fra Alive Festival.

En øl lavet til Thy
Siden Thy-festivalen begyndte i 2008 har der stået ”Thisted Bryghus” på Alive-barens fustager, og som en del af festivalens fokus på at udnytte og udvikle fællesskabet i Thy var det kun naturligt, at det lokale bryghus selvfølgelig skulle lave en særlig Alive-øl.

- Vi er så heldige at holde til i et område, der giver os unikke muligheder for at skille os ud som festival. Naturen er helt speciel og mange lokale aktører har efterhånden forstået at udnytte områdets ressourcer og skabe kvalitetsstemplet Made In Thy. Den tendens forsøger vi at omfavne på vores festival, og Thisted Bryghus er vel i den sammenhæng et af de bedste eksempler, siger bestyrelsesmedlem Mathias Skovsted fra Alive Festival.

På Thisted Bryghus har man tidligere lavet en Cold Hawaii-øl til surfersammenslutningen i Klitmøller, men det er første gang, man brygger en helt ny øl på baggrund brugernes egne ønsker.