Thisted assisterede ved Svinkløv-brand

En brand har i nat hærget Svinkløv Badehotel. Branden var så kraftig, at de fra Thisted var nødt til at sende seks vogne.

Svinkløv Badehotel
Foto: Jan Pedersen

Svinkløv Badehotel i Fjerritslev er mandag morgen brændt ned til grunden. Branden hærgede i nat og den udviklede sig så voldsomt, at de fra beredskabsstyrelsen i Thisted var nødt til at assistere med seks vogne og 21 mand.

- Første melding lød på, at vi skulle hjælpe med noget lys, ilt og en kran, men branden udviklede sig så voldsomt, at vi skulle sende endnu flere brandbiler, fortæller Frank Winther, der er første vagthavende ved Beredskabsstyrelsen i Nordjylland.

Hotelbrande er sjældne

Branden opstod formentlig i kælderen og er efterfølgende brudt igennem taget. Omkring 70 gæster befandt sig på hotellet, men alle kom ud i tide.

- Det er ret sjældent, at vi kommer ud til så voldsomme hotelbrande, fordi man har så fine alarmeringssystemer. Brandene bliver sjældent så store, som det her gjorde. Når vi er ude til så store brande, er det oftest på fabrikker og på gårde, siger Frank Winther.

Svinkløv Badehotel er Danmarks største træbygning, og blev bygget i 1925 af dansk-amerikaneren Carl Brix Kronborg.

- Sådan noget som det her er jo ekstrem tragisk, siger Frank Winther.

Beredskabsstyrelsen ankom til badehotellet klokken 01.30, og de er stadig her til formiddag på stedet for at efterslukke. 

0:30
Privatoptagelser fra branden på Svinkløv Badehotel