Thise Mejeri skal producere kød

Produkterne fra Thise Mejeri er så efterspurgte, at Coop nu har opfordret Thise-virksomheden til også at producere kød.

Siden første juli har andelshaverne i Thise leveret dyr til slagtning i selskabet Thise og ko. Dyrene slagtes i Hadsund, og Arne Bisgård er en af de landmænd, som leverede de første dyr i onsdags.

- Vi valgte at være en del af Thise, fordi vi gerne ville være en del af en mindre produktion. Og det er det her med kødet jo også et billede af, siger Arne Bisgård, Andelshaver, Thise Mejeri, Rødding.

Arne Bisgård har 300 køer i sin besætning. På et år sender han omkring 50 dyr afsted til slagtning, og han er glad for at hans mejeri udvider produktsortimentet.

- Vi ved, hvad det er for en ko, vi har slagtet, og den kan vi følge, helt til den ligger i disken i Coop, siger Arne Bisgård, Andelshaver, Thise Mejeri, Rødding.

Thise-navnet sælger godt

Kød-ideen kommer fra Coop. De mener, at Thises produkter er så populære, at mejeriet med fordel kan føje kød til sortimentet. En ide, direktør Poul Pedersen ikke altid har synes godt om. Men det gør han nu.

- Det her er en af de ting, som Thise mejeri gør, fordi vi synes, vi skal gøre det, vi bør gøre det, og vi vil gerne gøre det. Og på den her måde giver vi forbrugerne en mulighed for at træffe et valg - også når det handler om kød, siger Poul Pedersen, Direktør, Thise Mejeri, Thise.

I kvickly i Skive er slagtermesteren slet ikke i tvivl om, at Thise-folkene har fat i den lange ende her.

- Vi får kød hjem hver da, så vi kan mærke, at det går rigtig rigtig godt, siger Dennis Gaardsted, slagtermester i Kvickly, Skive.

Og selvom de fleste tror på, at det nye kød-eventyr også bliver en Thise-succes, så er direktøren i firmaet beskeden.

- Dem, der aldrig laver noget som helst, de laver jo aldrig nogen fejl, mens dem der laver noget engang imellem, de også lykkes engang imellem. Og det ligger i vores DNA at prøve sådan noget som det her, men det er noget, vi har tænkt over og overvejet rigtig meget, siger Poul Pedersen, Direktør, Thise Mejeri, Thise.

Siden 1. august er der slagtet op mod tyve ton Thisekød om ugen.

 

 

01:47 Luk video