Thise Mejeri: Fedt-afgift er absurd

Thise Mejeri raser over udsigten til fedtafgift. Det er et helt forkert signal at sende til forbrugerne, mener mejeribestyreren.

Det bliver dyrere at købe en pakke smør fremover, hvis forslaget om ekstra afgift på mættede fedtstoffer bliver vedtaget. Forslaget er en del af regeringens reviderede skattepakke. Hos Thise Mejeri vækker udsigten til fedt-afgift harme.

- Det, jeg er mest skuffet over, er, at mejeri-produkter bliver sat i samme bås som røg og slik. Det er et helt forkert signal at sende til forbrugerne. Hvad skal de tro på?, siger Poul Pedersen, Mejeri-bestyrer på Thise Mejeri til tvmidtvest.dk. 

Bliver forslaget gennemført kan det få store konsekvenser for salget af mejeriprodukterne herhjemme, slår bestyreren fast.

- Når det bliver dyrere at købe mejeri-produkter, vil vi få sværere ved at sælge produkterne herhjemme. Vi vil være tvunget til at afsætte mere til udlandet. Men det er først og fremmest forbrugerne, det rammer, siger Poul Pedersen.

Loven, der siden det oprindelige forslag fra 2009 er blevet udvidet til også at omfatte kød, vil indbringe staten ca. 1,5 mia. kroner om året, skriver Børsen. Forebyggelseskommissionen har slået fast, at en afgift på mættet fedt kun vil forlænge gennemsnitslevetiden med 5,5 dage efter ti år.