Thise-direktør om USA-eventyr: - Har taget os to år

​Thise Mejeri har brugt år på at komme ind på det amerikanske marked.

Thise Mejeris direktør, Poul Pedersen, er glad for virksomhedens entré på det amerikanske marked.
Thise Mejeris direktør, Poul Pedersen, er glad for virksomhedens entré på det amerikanske marked.
Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

Når Thise-mejeriets populære økologiske Vesterhavsost kommer ud i 800 butikker i USA, så sker det på baggrund af flere års arbejde.

Det fortæller mejeriets direktør, Poul Pedersen, der er godt tilfreds med det internationale gennembrud.

- Det er en rigtig god nyhed. Det er det største, der er sket i den her uge. I øvrigt har vi arbejdet på det i to år, så det er vi meget glade for.

- Der er mange, der snakker om, at det næsten er umuligt at komme ind på det amerikanske marked. Det har også været meget svært for os, men nu er det altså lykkes, siger Poul Pedersen.

Amerikanerne faldt for den gode historie

Det danske mejeri har indgået den store aftale med The kroger Company, som er en af USA’s største supermarkedskoncerner.

Den jyske ost kommer til at stå på hylderne i midtvesten og Californien, og ifølge Thise-direktøren er drømmen blandt andet blevet til virkelighed, fordi amerikanerne er faldet for den gode historie.

- Vi har haft dem med på rundtur på både lager, mejeri og kalkmine. De kan ikke rigtig glemme vesterhavsosten igen. Det er rent og skandinavisk, og det gør en hel del i USA.

Hvis det nu går hen og bliver rigtig populært, kan I så følge med?

- Det kan vi. Det er jeg sikker på. Det er jo ikke sådan, at alle amerikanere lige pludselig spise vesterhavsost, så godt er det nok ikke, smiler Poul Pedersen.

Den amerikanske koncern forventer at sælge Thise-oste for over seks millioner kroner i 2018.