Testcenter: Kun Østerild tilbage

Forhandlingerne fortsætter med kun een mulig placering - Johs. Poulsen er rasende på ministeren.

110509Vindmolle.jpg

Statens omstridte testcenter for kæmpe-vindmøller kommer med overvejende sandsynlighed til at ligge i Østerild Klitplantage.

Sådan lyder konklusionen på Christiansborg, efter at De Radikale onsdag forlod forhandlingerne med miljøminister Karen Ellemann.

Det skete efter at miljøministeren havde givet partierne et ultimatum: Accepter Østerild eller forlad forhandlingsbordet - og den radikale miljøordfører Johs. Poulsen smækker gevaldigt med døren på vej ud.

- Miljøministeren står tilbage med blussende røde ører efter et forhandlingsforløb, hvor den ene usandhed, fejloplysning og manipulation efter den anden er blevet blotlagt af oppositionen, siger Johs. Poulsen.

Samtidig har Ringkøbing-Skjern Kommune meddelt, at man ikke kan støtte den alternative placering ved Stauning, hvis det betyder ekspropriation af omkring 24 ejendomme. Dermed er der reelt kun een mulighed tilbage - nemlig Østerild.

Det er dog stadig usikkert, om ministeren kan skaffe sig et flertal for Østerild.

- Naturpolitisk katastrofe

Johs. Poulsen mener stadig, at Stauning er en bedre placering end Østerild - og kalder kravet om at der kun må tales om Østerild for "en politisk skandale".

- Karen Ellemann kandiderer allerede 10 år inde i det nye århundrede til århundredets største naturpolitiske katastrofe, siger den radikale miljøordfører.