Teleanalytiker: Kommune giver ulovlig støtte til bredbånd

Ifølge uafhængig teleanalytiker handler Ringkøbing-Skjern Kommune imod EU-lovgivning, når de vælger at investere 70 millioner kroner i fiberbredbånd.

Foto: TV MIDTVEST.

Ringkøbing-Skjern og Energi Midt indgik i november en aftale om at sikre fiberbredbånd til alle kommunens husstande. Med det investerer kommunen 70 millioner kroner, men det må en kommune kun, hvis man forinden har kortlagt de eksisterende bredbånd og lavet en høring blandt teleselskaberne. Det skriver DR Midt/Vest. 

- De bruger offentlige kroner på at støtte et selskab, som ligger i konkurrence med andre selskaber, som ikke får offentlig støtte. Det er klart konkurrenceforvridende, siger John Strand, der er uafhængig teleanalytiker i Strand Consult til DR Midt/Vest.

Kommunen har blandt andet forsømt at lave en ordentlig høring blandt de eksisterende selskaber på markedet, før man valgte at bruge 70 millioner kroner af skatteborgernes penge, lyder kritikken fra John Strand.

Kommunaldirektør: Vi har intet gjort forkert
- Der er ingen selskaber, der kan leve op til vores krav om tilstrækkeligt mange megabit bredbånd, siger kommunaldirektør Niels Erik Kjærgaard fra Ringkøbing-Skjern Kommune, der mener, at kommunen har handlet efter reglerne i sagen.

Direktør i Teleindustrien Jakob Willer er også gået ind i sagen og har bedt om aktindsigt hos Ringkøbing-Skjern Kommune.

- Alle har en interesse i, at den her slags udbud og brug af offentlige midler foregår fuldstændig efter reglerne, for hvis de offentlige kroner skævvrider markedet, så risikerer vi at gøre udbygningen af bredbånd dårligere, siger Jakob Willer til DR Midt/Vest.