Politijagt: Teenagere flygtede på motorcykler

Politiet måtte torsdag aften sætte efter to motorcykler, hvor der i alt sad fire teenagere uden hjelm.

Stop - politiet.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Politiet kom på noget af en opgave, da de torsdag aften så to motorcykler køre rundt i Herning. Ikke nok med at motorcyklerne ikke var indregistrerede, så havde hver motorcykel også to passagerer, som hverken bar hjelm eller havde kørekort til motorcyklerne. Passagerne var tilmed blot teenagere i alderen 14-18 år.  

- Motorcyklerne var sådan en slags tohjulet motorcrosscykel, som de ikke selv ejede, oplyser Ole Vanghøj, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

Da politiet traf de unge mænd på motorcyklerne ved Møllegade i Herning, viste det sig hurtigt, at de ikke havde nogen intentioner om at stoppe for politiet, og derfor blev der indledt en jagt på at få dem stoppet. Eftersættelsen fortsatte til udkanten af Herning ved Lind Hovedgade, hvor to af de unge hoppede af køretøjet og flygtede til fods, mens de to andre fortsatte på motorcyklen.

- Vi får senere fat i dem ude i det område, og vi er nu i gang med afhøringer af dem alle. Vi skal blandt andet have fundet ud af, hvor de har motorcyklerne fra, fortæller Ole Vanghøj.

Politiet har endnu ikke fundet det sidste køretøj, og derfor beder de nu offentligheden om at ringe 114, hvis man ser en ikke indregistreret motorcrosscykel i eller omkring Lind. Politiet vil også gerne høre fra de forurettede, som har fået stjålet de to køretøjer.

- Vi kan ikke bare sådan lige slå køretøjerne op og se, hvem der ejer dem, da de jo ikke er registrerede, siger Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.