Teenagere anholdt for indbrud

To 16-årige og en 17-årig mand blev onsdag aften anholdt i Engesvang. De unge mænd havde blandt andet stjålet et fladskærmsfjernsyn og en brandslukker.

Haanjern-Paa_0_0.jpg

En snarrådig patrulje fra Midt- og Vestjyllands Politi, anholdt onsdag aften to 16-årige og en 17-årig, efter et indbrud i Ikast.

Klokken 22:10 onsdag aften modtog Midt- og Vestjyllands Politi en anmeldelse om indbrud på Bygaden i Ikast. En hvid Toyota Carina blev set køre fra stedet, og den blev straks efterlyst i hele politikredsen.

En patrulje fra Herning fandt bilen stående åben på en parkeringsplads på Jernbanegade i Engesvang.

Bilen er her endnu

Mens betjentene var igang med at ransage bilen, kom tre unge mænd ud fra en nærliggende opgang. Betjentene gemte sig, og overhørte de unge tale om bilen. Den ene unge sagde "bilen er her endnu", og betjentene valgte at anholde de tre.

De unge mænd forklarerede, at de havde besøgt en kammerat i en lejlighed i Engesvang, og da betjentene ransagede et kælderrum til lejligheden, fandt de tyvekosterne fra indbruddet. Det drejede sig blandt andet om et fladskærmsfjernsyn, en PlayStation og en brandslukker.

De tre unge mænd afhøres torsdag formiddag. Da de alle er under 18 år gamle, er både forældre og sociale myndigheder involveret.