Team Tvis Holstebro videre i EHF-cuppen

I en dramatisk kamp, hvor både Team Tvis Holstebro og Wisla Plock havde brug for en sejr for at gå videre, trak hjemmeholdet det længste strå.

Der var spænding indtil allersidste minut, da Team Tvis Holstebro, hjemme i Graakjær Arena, søndag eftermiddag havde evne og held til at besejre polske Wisla Plock med bare et enkelt mål, 27-26.

Med en sejr kunne både hjemmeholdet og polakkerne løse billet til kvartfinalen i EHF-cuppen.

Team Tvis Holstebro kom bedst fra start og var en overgang foran med tre mål. Men Wisla Plock kom flot igen - tog teten - og ved pausen var forskellen mellem de mandskaber blot et enkelt mål. 12-13 var stillingen, da første halvleg blev fløjtet af.

I begyndelsen af anden halvleg leverede Rasmus Lind i TTH-målet flere gode redninger og var medvirkende til, at hjemmeholdet igen kom i front.

Kampen forblev jævnbyrdig, men med mindre end ti minutter igen meldte hjemmeholdets Magnus Bramming sig for alvor ind i kampen. Højrefløjen scorede til 21-20 og 23-20.

Alligevel endte det med en hektisk afslutning, hvor polakkerne med en mand i undertal, fik reduceret til 25-26 med bare et enkelt minut igen. Det blev til yderligere to scoringer, før det ringede ud til fordel for hjemmeholdet - og et i øvrigt veloplagt publikum i Graakjær Arena i Holstebro.

Se interviews med Allan Damgaard, Mads Christiansen og Klavs Bruun Jørgensen her:

00:57 Luk video

00:51 Luk video

01:17 Luk video