Taxilov gør det dyrere at få en taxa på landet

Ifølge Dansk Taxi Råd vil folk i tyndt befolkede områder få svært ved at kunne få en taxi med ny taxilov.

Taxi_logo.jpg

Det bliver sværere og dyrere for folk, der bor på landet at få fat i en taxi.

Sådan siger Gert Mark, formand i Aalborg Taxa og bestyrelsesmedlem i Dansk Taxi Råd, om den nye taxi lov, der er blevet til virkelighed i dag.

Hidtil har vognmænd haft pligt til at servicere alle borgere i den kommune, hvor de har fået en kørselstilladelse. Men det ophører nu, og det er en forringelse for borgerne i tyndt befolkede områder, siger Gert Mark til DR P4 Nordjylland.

- Serviceforpligtelsen ophører og det samme gør døgnforpligtelsen. Når man fjerner de to ting fra loven, er det svært at forestille sig, at en taxivognmand synes, det er sjovt at køre en 30-40 kilometer for at flytte en kunde lokalt og få 100 kroner for det.

Gert Mark tror, at man i fremtiden godt kan opleve, at taxier kun kører i centrum af de større byer, hvor pengene er lettere at tjene end ude på landet.

- Det ser jeg som en stærk forringelse for de borgere, der bor på landet.

- Medmindre de er villige til at betale den faktiske pris for, hvad det koster vognmanden at køre hen til kunden - flytte vedkommende - og køre tilbage til taxaens udgangspunkt igen.

Gert Mark ved godt, at trafikministeren har sagt, at der vil blive en landsdækkende maksimalpris.

- Men med andre ord siger han, at det bliver dyrere for folk på landet at køre med taxa end i dag. Hvis de da kan få fat på en taxa.

Bag den nye taxi lov står regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Radikale.

/ritzau/