Taxi-selskaber slår alarm

Taxi-selskaber råber vagt i gevær. Konkurrence med trafikselskaber gør, at flere taxaer triller i garagen.

120215taxi.jpg

Taxi-branchen har det svært. Især i landområderne bliver der færre og færre taxier til at servicere kunderne. Ifølge taxi-selskaberne er forklaringen, at de bliver udsat for unfair konkurrence fra trafikselskaberne, der kan tilbyde kørsel til meget lavere priser end dem selv.

Ola Andersen fra Vildbjerg har kørt taxa i 17 år. Men nu må han dreje nøglen om og trille taxaen i garagen.

- Det er meget underligt. Men det er blevet meget svært at holde det kørende rent økonomisk. Fordi der er blevet meget mindre kørsel - samtidig med at udgifterne på brændstof og lønninger er steget, siger taxi-chauffør Ola Andersen.

I 2011 vedtog den tidligere VK-regering en særlov, der gav taxi-selskaberne eneret på de offentlige kørsler for at redde landtaxierne. Men efter folketingsvalget valgte den nuværende SR-regering at droppe særloven igen. Nu råber taxi-selskaber om hjælp fra politikerne.

For to år siden lavede Dansk Taxi Råd en undersøgelse af taxaselskabernes situation i landområderne. Den viste, at antallet af landtaxaer i TV MIDTVEST's sendeområde var faldet med  25 % i løbet af bare fem år.

Og det er en udvikling, Ola Andersen nikker genkendende til.

- I de 17 år vi har eksisteret, der er der nok forsvundet 10 taxiselskaber i vestjylland, siger Ola Andersen

Se indslaget med taxi-lukninger herunder:

1:53