Taske-offer holdt fast

En ældre kvinde holdt så godt fast i sin taske, at det ikke lykkedes to unge røvere at få den med.

HerningPolitiSkildt.jpg

Lørdag aften ved 19-tiden havde to unge mænd udset sig en 80-årig kvinde som offer for et tasketyveri. Episoden fandt sted på Banegårdspladsen i Herning.

Men den ældre kvinde ville det anderledes, så da de to unge mænd begyndte at hive i tasken, holdt hun fast.

- Der opstod noget tumult og kvinden blev væltet omkuld, men de fik ikke tasken, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Lars Even.

Det er ikke lykkedes politiet at finde de to gerningsmænd. Hvis det sker, vil de blive sigtet for forsøg på røveri, fordi de ikke bare forsøgte at stjæle tasken, men også brugte vold under forsøget.