Tarteletter bliver vestjyske

Om en måneds tid vil Humlum Brød i Hjerm kunne udråbe sig til storleverandør af tarteletter til danske maver. Virksomheden overtager produktionen af tarteletter fra Tylstrup Kager i Støvring.

Humlum Brød producerer i dag mellem 40 og 50 procent af alle tarteletter, der fremstilles herhjemme.

Fra 1. juli overtager virksomheden produktionen af tarteletter fra Tylstrup Kager i Støvring i Nordjylland, og så når produktionsandelen op på omkring 70 procent. Det skønner direktør Henning Harregaard fra Humlum Brød.

Specielt op til jul og nytår og i påsketiden arbejder Hjerm-virksomheden i toholds-skift for at følge trit med eftespørgslen. De perioder bliver nu yderligere forlænget.