Tang gør godt for grisemaver

Aarhus Universitet i Foulum kører lige nu et forsøg, hvor grise og kalve får blandet tang i foderet.

Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Inden længe skal danske landmænd måske give deres dyr tang i maden. Tang ser nemlig ud til at være rigtig sundt for små grisemaver, og det kan måske erstatte antibiotika. Lige nu kører Aarhus Universitet i Foulum et foderforsøg med tang.

Vi håber på, at tang kan holde dyrene raske, så vi ikke kommer til at behandle dem med antibiotika

Jan Værum Nørgaard, Lektor ved Aarhus Universitet i Foulum

- Vi har nogle problemer de første par uger efter fravænning, når grisen kommer fra soen af. Dyrene får diarré, og det er der, vi håber på, at tang kan holde dyrene raske, så vi ikke kommer til at behandle dem med antibiotika, siger Jan Værum Nørgaard, der er lektor ved Aarhus Universitet i Foulum.

Foreløbige undersøgelser tyder på, at tang langt hen ad vejen kan erstatte den omdiskuterede brug af antibiotika i foderet. Problemet er, at de små grise ofte bliver syge og får diarré, når de skal vænnes fra morens mælk.

I øjeblikket har landbruget en dispensation til at blande zink i foderet, men den udløber i 2022, og så risikerer brugen af antibiotika at stige, hvis der ikke er fundet andre metoder.

Der går nogle måneder, før de første resultater er klar.

01:17

Aarhus Universitet i Foulum kører lige nu et forsøg, hvor grise og kalve får blandet tang i foderet.

Luk video