Talstærkt politi stoppede mand med kniv

47-årig mand viftede med kniv i Herning midtby. Var lige lukket ud fra psykiatrisk afdeling.

Foto: Arkivfoto, Flemming Christensen, TV MIDTVEST

To patruljer fra Herning Politi og en mandskabsvogn med betjente blev kaldt til Herning midtby klokken 14.20 tirsdag eftermiddag for at lægge en dæmper på en 47-årig mand, der gik rundt og viftede med en kniv.

I følge vagtchef Lars Even var manden lige færdigbehandlet på psykiatrisk afdeling i Herning og lukket ud.

- Han gik rundt i nærheden af Føtex og viftede med en kniv. Han blev anholdt uden den store dramatik, fortæller vagtchef Lars Even, Midt- og Vestjyllands Politi.

- Vi overvejer lige nu om vi skal sigte ham for trusler på livet. Vi beholder ham nok til i morgen inden vi afgør om han skal stilles for en dommer, siger vagtchefen.

Den 47-årige mand er fra Horsens-egnen. Politiet har endnu ikke overblik over, hvorfor han gik rundt og viftede med kniven i Herning.